Familie, Kærlighed

Når usikkerheden rammer…

Når usikkerheden rammer, følger angsten automatisk med. Usikkerheden på om jeg er god nok, kan jeg nu magte de opgaver der forventes af mig, og dem jeg forventer af mig selv.
Man stiller altid de største krav til en selv, og man er nok selv den der er den helt store kritiker når det vedrøre en selv, fordi man bare vil gøre alt godt især for at behage, dem omkring sig.
Jeg er ikke perfekt og det har jeg vidst heller aldrig været, og slet ikke når jeg tænker tilbage på fortiden. Ikke lige frem de bedste beslutninger jeg har taget.

Men når det så er sagt så er jeg nået langt, og har ændret min kurs en hel anden vej, det kan jeg vel godt være stolt af, eller kan jeg?
For når jeg så sidder her i dag, og ser tilbage på den sygdom jeg lider af, hvilke begrænsninger den har givet mig igennem mange år, hvor langt er jeg så i det hele taget nået?

Min sygdom rammer mig, og får mig til at gøre være en som jeg ikke vil være helt ubevidst, det ødelægger min familie, jeg bærer skylden, når det hele vælter..
Tankerne strømmer, er jeg en god mor, er jeg en god “kone”, hvordan kan de holde mig ud, når jeg har det sådan,  jeg prøver og gør hvad jeg kan for at lytte til dem, være der for dem, men alligevel føler jeg mig som jordens dårligste mor og “kone”

Ved godt at børn kan være grove, og tit og oftets siger, man bare er ligeglade med dem, og så videre især når de får et nej til noget, og mener man bare er noget så uretfærdig,  og sådan, ja er alle børn ikke sådan. Men hold nu kæft hvor den rammer hårdt.
Især når jeg virkelig er sårbar, selvom jeg bygger en facade op, og prøver at vise mig som den stærke og styr på det mor. Så kan hun helt sikkert mærke på mig at det er jeg overhovedet ikke, og så går provokationerne bare igang, og ligesom om ørene bare er lukket for det man siger, og alligevel igen får man skudt i hovedet at man bare er en lorte mor, og hun ønsker ikke at leve sammen med en… OG så når man lige pludselig blir ramt af usikkerheden, så går tankerne igen igennem en, har hun ret, er jeg virkelig den lorte mor hun giver udtryk for at jeg er?

Jeg ved da godt, at jeg gør alt det jeg kan for at hun skal have det godt, ja overskuddet er der nok bare ikke så tit som hun ønsker, til at hun kan have venner/veninder hjemme og til overnatning, og der føler jeg mig så også som verdens dårligste mor, for ja de er meget ældre nu, og klare sig så meget mere selv, og behøver ikke at have en voksen til at underholde dem, det klare de udemærket selv, men alligevel føler jeg en pligt, som forældre, og er der overnattende ja så skal jeg gerne helst være helt klar i hovedet, men det er jeg bare ikke 24/7 og mit hoved kan springe når som helst, det jo ikke noget jeg kan planlægge.
OG problemet er jeg helst vil have styr på tingene og de skal planlægges, så man kan ikke bare komme en fredag aften kl, 19 og spørge om den eller den må sove her, for det kan jeg ikke overskue, men igen så tirsdag kan jeg have det vilde overskud, og så blive spurgt og så sige ja til en overnatning om fredagen, men når så fredagen kommer kan mit overskud og hoved være et helt andet sted, og så må aftalen aflyses, og JA så er man sgu en LORTE MOR…

 

Forrige Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar